De 5 mest almindelige grunde til hvorfor du ringer til låsesmeden

Mange af os tænker egentlig ikke over låsene på vores døre, vinduer og biler. Vi benytter dem, når vi forlader vores bolig, når vi går i seng eller stiger ud af bilen, men ellers falder tankerne sjældent tilbage på den lille men meget værdifulde mekanisme. Der er dog flere grunde end du lige kan forestille dig til, hvorfor vi egentlig kontakter en låsesmed.

Du har mistet dine nøgler, eller de er blevet stjålet

En af de mest almindelige grunde til, vi ringer efter en låsesmed, er, at vi har mistet vores nøgler. De er faldet ud af vores bukselomme, når vi satte os ned i sofaen, eller de ligger i den jakke, der hænger hjemme på stumtjeneren. Det kan være ekstremt tidskrævende at lede efter sine nøgler, hvis man ikke kan huske, hvor man lagt dem, og derfor ringer mange mennesker til en låsesmed. Det kan enten være til at lave en kopi af reservenøglen eller for at udskifte låsene.

Det er også meget almindeligt at ringe efter professionel hjælp, hvis man har været så uheldig at få sine nøgler stjålet. Det er en træls og stressende oplevelse, da man bekymrer sig om de ejendele, nøglen giver adgang til. I disse tilfælde skal alle låse ofte udskiftes, og mange benytter også den dårlige oplevelse til at få øget sikkerheden i hjemmet eller bilen. Det kan være, man får installeret elektroniske låse, eller man får en automatisk lås på bilen. Der findes mange muligheder for at optimere sikkerheden.

Du skal flytte i lejlighed

At bo i lejlighed har mange fordele. Man slipper for at slå hækken, rive blade sammen i haven eller feje fortovet om vinteren. Der er meget frihed forbundet med at bo i lejlighed og flere og flere danskere vælger også denne boform. Men boformen gør også, at man deler opgang, gård og kælder med en masse mennesker, man ikke kender. Og selvom de ikke har adgang til ens private hjem eller kælderrum, er der mulighed for, at uvedkommende på en eller anden måde, har fået adgang til fællesarealerne – eller med andre ord, er ét skridt nærmere dine private ejendele. Og er tyvene først kommet forbi den første forhindring, kan de ofte arbejde i ro og mag uden at blive afbrudt. Derfor er der mange, der flytter i lejlighed, som ender med at ringe til låsesmed for at vurdere sikkerhedssituationen. Skal jeg have ny lås? Eller skal jeg opgradere til et mere moderne låsesystem? Det er spørgsmål, låsesmedene ofte bliver stillet. Derudover bliver låsesmeden ofte bedt om at vurdere hele ejendommens sikkerhed, så snart han eller hun er blevet kaldt ud til adressen. Og der er mange ejendomme, der trænger til at kigge nærmere på den fælles sikkerhed – det er i hvert fald vurderingen fra de københavnske smede, som ofte hjælper personer, der er flyttet i lejlighed.

Du skal flytte i villa

De personer, der vælger at flytte til en villa eller rækkehus, er ikke udsat for de samme risici som de, der bor i lejlighed. Men der er andre farer forbundet med Volvo, villa og vovhund. Mange selvstændige huse giver nemlig optimale arbejdsbetingelser for indbrudstyve. Er haven omringet af en høj hæk? Har I en lang indkørsel? Er der et stykke over til den nærmeste nabo? Det er alle elementer, tyvene kigger efter, når de udvælger det hus, de skal bryde ind i. Og har jeres nyerhvervede villa et gammelt låsesystem, er det guf for tyvene. Derudover ved man aldrig, om de tidligere ejere stadig har en nøgle til boligen, eller de har givet en ekstranøgle til venner eller familie. Lige meget hvad er der mange, der ikke tør tage chancen, og derfor ringer til låsesmedene, når de flytter i nyt hus.

Nøglen knækker

Det sker kun på film… eller hva’? mange oplever på et eller andet tidspunkt i deres liv at knække nøglen i låsen. Måske kom du til at vride nøglen, inden den var helt inde i låsen? Eller måske var låsen gammel? Der er mange grunde til, at man pludselig kommer til at stå med en halv nøgle i hånden. Og måske endnu værre en halv nøgle i låsen. Er indgangen til låsen først blokeret, kan det blive et mareridt for almindelige mennesker, hvis de selv prøver at få den ud. I disse tilfælde bør man ringe til en erfaren låsesmed, og det er da også det, de fleste danskere gør.

Du vil have én nøgle til alle låsene

Mange hjem, lagerrum eller sommerhuse har forskellige nøgler til forskellige låse. Nogle virker til hoveddøren, mens andre passer til skuret ude bagved. Men der er flere og flere, der udtrykker ønske om kun at have én nøgle til alle låsene. Man slipper med andre ord for et kæmpe nøglebundt, hvis man har adgang til mange forskellige steder. På den anden side så løber man også en større risiko ved at have en enkelt nøgle. Hvis den bliver stjålet, mistet eller knækker er man i problemer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *